Jubilæet

Historisk Samfund for Als og Sundeved er stiftet i 1908 og derfor vil mange af foreningens aktiviteter i 2008 på forskellig vis have tilknytning til, at det er jubilæumsår i år.

Programmet for aktiviteterne er nu fastlagt :

TOR 13 MAR 2008 :
På selve stiftelsesdagen vil der blive kransenedlæggelse på kirkegården ved Sct. Marie Kirke ved Jens Rabens, postmester Ræders, Jørgen Slettebos og Bent Miangs grave. På kirkegården i Tandslet bliver der lagt en krans på Harald Roesdahls grav.

Senere på formiddagen holdes der reception i Østre Forgemak på Sønderborg Slot for alle medlemmer og for repræsentanter for de lokalhistoriske arkiver. Som jubilæumsgave får alle gæster ved receptionen mulighed for at købe foreningens udgivelser til halv pris - dog undtaget de seneste tre årgange.

Om aftenen er der festmiddag på Sønderborg Slot for indbudte gæster fra kommunen og fra foreningens søsterforeninger.

FRE 14 MAR 2008 :
På folkebiblioteket på Kongevejen åbner en udstilling med lokalhistorisk litteratur. Det vil blive forsøgt at samle et eksemplar af hver af foreningens 85 årbøger til udstillingen.

Udstillingen åbner FRE 14 MAR kl. 14:00 og vises på hovedbiblioteket indtil 4 APR. Herefter vil udstillingen blive vist på alle biblioteksfilialer på Als og Sundeved med afslutning på biblioteket i Dybbøl 17 OKT 2008.

LØR 15 MAR 2008 :
Det bliver så dagen for Store Lokalhistoriske Dag hvor alle 15 lokalhistoriske arkiver på Als og Sundeved vil holde åbent i tiden 14:00 til 16:00 med særudstillinger om forskellige temaer. Arrangementet gennemføres i samarbejde med Sønderborg Kommunes Lokalhistoriske Arkivsamvirke.

SØN 16 MAR 2008 :
I tiden fra 13:00 til ca. 16:00 afvikles Store Udflugtsdag hvor alle foreningens medlemmer kan tilmelde sig en bustur på ca. tre timer rundt på Als og Sundeved og i Gråsten-området. Der bliver tre forskellige ture, der alle starter og slutter ved Sønderborg Slot.

Den ene tur går til Nordals og Midtals. Den anden går til Sønderborg og Sydals, mens den tredje går til Sundeved, Broagerland og Gråsten. Turene er gratis og undervejs bliver der budt på øl og vand på foreningens regning.


TOR 27 MAR 2008 :
Efter generalforsamlingen vil Peter Dragsbo og Inge Adriansen fortælle om foreningens og museets historie gennem de 100 år.


NOV / DEC 2008 :
Årbogen for 2008 vil handle om foreningens og museets historie.