Markering af 150 år med glücksborgerne

chrixDen 16. november 1863 blev Christian IX udråbt til Danmarks konge fra Christiansborg Slot. Det blev begyndelsen for det glücksborgske kongehus, som nu har siddet på tronen i 150 år.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot  markerer jubilæet med et arrangement i Riddersalen på Sønderborg Slot LØR 16 NOV kl. 14-17 med sange, festforedrag og et let, men festligt traktement. Samtidig åbnes en mindre udstilling om Christian IX - Europas svigerfar - og hans børn.

Overinspektør Carsten Porskrog Rasmussens foredrag handler om Christian IXs vej til tronen - historien om den fattige prins, som vandt både prinsessen og et kongerige.

Han var født som fjerde søn i fattig sidelinje i det danske kongehus, men forelskede sig i prinsesse Louise, en niece af Christian VIII – og hun i ham. Umiddelbart fulgte der hverken et helt eller et halvt kongerige med, men efter en række politiske forviklinger blev Christian og Louise udpeget som tronfølgerpar.

Bag valget af Christian stod kræfter, der ville holde sammen på helstaten af Danmark, Slesvig og Holsten. Det er derfor historiens ironi, at hans første vigtige opgave som konge var – modstræbende – at underskrive den grundlov, der førte til krigen i 1864.

Arrangementet er derfor også indledningen til Sønderborg Slots markering af 150-året for 1864.

Deltagelse koster 50,- kr. inklusive servering - også for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved. Billetter kan købes ved indgangen.

{flike id=272}