Udsættelse af busturen LØR 22 MAJ til genforeningssten på Als

Da vi i slutningen af februar udsendte meddelelse om, at generalforsamlingen TOR 25 MAR 21 måtte udsættes indtil videre pga. coronarestriktionerne, skrev vi også, at det var overvejende sandsynligt, at halvdagsturen lørdag den 22. maj til genforeningssten på Als også i år måtte udskydes til et senere tidspunkt, og at vi ville afvente næste udmelding fra regering og myndigheder, inden vi tog endelig stilling.

Som det ser ud lige nu, vil en ekspertgruppe sidst i april komme med et oplæg til regering og folketing, om i hvilket omfang gældende forsamlingsforbud kan ophæves.

Det betyder, at vi allertidligst i slutningen af april vil kende betingelserne for at køre 50 mennesker rundt i en bus og invitere dem på kaffe undervejs. Vi kan derfor ikke nå at lave den endelige planlægning og annoncering af turen. Og desuden regner vi det ikke for sandsynligt, at vi vil gå fra et forsamlingsforbud på 5 personer inde og 10 ude til at kunne fylde en bus tre uger senere og drikke kaffe sammen indendørs.

Derfor har vi nu besluttet

- at halvdagsturen lørdag den 22. maj til genforeningssten på Als udsættes til et senere tidspunkt.

Turen var oprindeligt planlagt som Historisk Samfund for Als og Sundeveds bidrag til markeringen af Genforeningen 1920. Nu er turen så udsat to gange, og det giver mindre og mindre mening at bruge turen som markering af Genforeningen. Men vi har jo stadig planerne liggende til en spændende tur rundt på Als til en anden gang.

Om de øvrige annoncerede arrangementer i 2021 - foredragsrækken om ”Sønderjylland efter Genforeningen”, 5-dages turen med bus til Skåne fra 30. august til 3. september, 3-dages busturen ”I Blichers fodspor” fra 7. til 9. september og heldagsturen lørdag den 18. september med besøg hos det tyske mindretal - gælder det stadig, at vi følger udmeldingerne fra regering og myndigheder og vil oplyse medlemmerne om eventuelle ændringer i den fortsatte planlægning af ture og arrangementer.

Vi håber og tror stadig på, at vaccinationer og sommervarme vil gøre det muligt at afvikle året øvrige tre ture og udflugter som oprindeligt planlagt, men det kan måske blive nødvendigt at udskyde foredragsrækken om ”Sønderjylland efter Genforeningen” til 2022.