En festlig generalforsamling

Det er aldrig kedeligt at gå til generalforsamling i Historisk Samfund for Als og Sundeved. Det vidste de 130 medlemmer, der torsdag aften modstod  fristelsen til at blive i haven den første forårsdag for i stedet at tage til generalforsamling i Menighedshuset i Østergade. Og de blev heller ikke skuffede!

Historisk Samfund for Als og Sundeved stræber efter at være en moderne og livskraftig forening med stolte traditioner. I år havde bestyrelsen valgt at tilrettelægge generalforsamlingen med mere hensyn til det moderne end til traditionerne, idet det ellers meget traditionelle foredrag efter generalforsamlingen i år helt udgik for at blive erstattet af musisk underholdning.

Men inden da blev den ordinære generalforsamling afviklet helt efter traditionerne. Torben Vestergaard, museumsinspektør på Cathrinesminde Teglværk blev hurtigt valgt til aftenens dirigent, og han styrede forløbet så effektivt, at dagsordenen var gennemført på mindre end tre kvarter.

I sin beretning om foreningens virksomhed i 2009 tog formanden, Lorenz P. Christensen udgangspunkt i citatet ”Et folk, som glemmer sin historie, vil gå til grunde” og uddybede Hal Kocks begrundelser for, at vi også i dag har brug for at kende historierne om fortidens hændelser. Trods emnets alvor fik formandens lune sidebemærkninger ofte både smil og latter frem hos tilhørerne.

Årets to udflugter – henholdsvis halvdagsturen i juni til skole- og klokkemuseerne i Over Lerte og videre til Skibelund Krat og Skibelund Efterskole og turen over 3 dage i august til Lund – blev grundigt omtalt.

De fire efterårsforedrag om bygningsbevaring og restaurering havde også haft et stort fremmøde blandt medlemmerne.

Efter formandens afsluttende tak til museets personale og til den øvrige bestyrelse blev beretningen godkendt – uden at nogen tilsyneladende opdagede, at formanden faktisk glemte at omtale udsendelsen til alle medlemmer af den fornemme årbog om foreningens og museets 100-årige historie!

Kassereren, Jens Verner Nielsen aflagde regnskabet med korte kommentarer til de enkelte poster. Det viste et overskud på knap 90.000,- kr, hvilket giver mulighed for, at foreningen fremover kan støtte udgivelser og projekter på initiativ af andre foreninger i lokalområdet. Regnskabet blev godkendt uden kommentarer og det samme gjorde budgettet for 2010.

Valgene var meget hurtigt overstået, idet alle på valg var villige til at fortsætte i arbejdet. Ole Andersen, Jørgen Dahl og Frede Tychsen blev genvalgt til bestyrelsen, Lise Bruun Rasmussen, Ivan Skjoldager og Henning Jepsen blev genvalgt som suppleanter til bestyrelsen,  Claus Kejser og Kirsten Todsen blev genvalgt til revisorer og Poul Bølling til revisorsuppleant.

Der var ikke kommet forslag til behandling på generalforsamlingen, og ingen  havde noget at tilføje under punktet eventuelt, så dermed var den egentlige generalforsamling afsluttet.

Inden det også meget traditionelle store kaffebord med både boller og lagkage blev der tid til overinspektør Peter Dragsbos redegørelse for arbejdet på museet på Sønderborg Slot – ikke blot om museets omfattende og mangeartede virksomhed i 2009, men også om planerne for de kommende år, hvor store dele af museets permanente udstillinger skal omorganiseres, og hvor flere spændende samarbejds- og forskningsprojekter skal gennemføres. Aftenens dirigent, Torben Vestergaard fortalte tilsvarende om museumsvirksomheden på Carhrinesmindes Teglværk.

Under kaffen er der tradition for et boglotteri. Det blev også gennemført i år med rigtig mange fine bogpræmier. Og oven i fik alle de fremmødte en lille gave fra Museum Sønderjylland – et nyudgivet hæfte med omtale af alle museets mere end 20 afdelinger. Så alle fik læsestof med hjem!

Og så var der ellers musisk underholdning!

Først spillede det helt egenartede ”Ulkebøl Salonorkester”. Med fornøjelige kommentarer og forklaringer undervejs fra lederen, Johan Korsfeldt gav orkesteret først et musikhistorisk overblik ved at spille Danmarks ældste melodistump i skiftende tiders stilarter. Derefter spillede – og sang – salonorkesteret eksempler på salon- og restaurationsmusik fra slutningen af 1800-tallet og op til midten af 1900-tallet. Det var bare så festligt og fornøjeligt, og publikum ville meget gerne have haft et ekstranummer eller to. Men orkesterlederen måtte beklagende fortælle, at nu havde orkesteret spillet hele deres repertoire!

Så stemningen var allerede høj, da Christian Jessen fra Holm – blandt andet kendt fra Alsingergildet og fra musikgruppen "Rondt o e goll"  - tog over med oplæsning på så klingende alsisk, at der var lige så meget musik i luften som under salonorkesterets optræden. En lang række historier og anekdoter, vers og remser blev læst op med lun indlevelse og veldrejede pointer.

Der har sikkert været mange af aftenens deltagere, der på vejen hjem har overvejet, om der kunne være andre foreninger, hvor man kan blive i så godt humør af at gå til generalforsamling som hos Historisk Samfund for Als og Sundeved?