Så er årbogen for 2023 med titlen "Sønderjyderne og Den Store Krig" på vej ud til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved. 

MAN 4 DEC var det "Store Pakkedag", hvor en række bestyrelsesmedlemmer og ægtefæller mødtes på Sønderborg Slot og fik styr på pakning i kuverter og sortering i stabler efter lokaliteter. Der var i år 1243 årbøger, der skulle pakkes og fordeles. Men det flittige pakkehold er ved at have øvelsen og rutinen, så det tog lige nøjagtigt to timer at få bøgerne gjort parate til afhentning af spejderne og af de lokalhistoriske foreninger, der igen i år hjælper med at få årbøgerne omdelt.

StorePakkedag01      StorePakkedag02

Allerede samme eftermiddag blev de første bogstakke kørt ud til omdelergrupperne, som straks vil gå i gang med at køre ud med årbøgerne til foreningens medlemmer. Medlemmer med adresse andre steder end på Als eller Sundeved får bøgerne sendt med PostNord, som bringer årbogen lige til døren. De årbøger, der af en eller anden grund ikke kan afleveres, bliver returneret til og opbevaret til afhentning i MuseumsButikkenSønderborg Slot. Det kan i år være et problem, at bogen er lidt større end sædvanligt, og derfor måske er for stor til de mindste brevsprækker og postkasser.

Aarbog22 58kb

Som tidligere annonceret er årbogen for 2023 en særudgave af det store udstillingskatalog til den meget omfattende særudstilling "Sønderjyderne og Den Store Krig", der skildrer Første Verdenskrigs betydning for landsdelen og dens befolkning. Udstillingen er Museum Sønderjyllands største og mest ambitiøse med hensyn til indhold og omfang og moderne formidling. Udstillingen får derfor også et noget længere liv, end særudstillingerne normalt har. Særudstillingen åbnede 27 APR 23 og lukker først igen 26 OKT 25. Så der bliver mulighed længe endnu for at sammenholde indholdet af den store årbog med de faktiske udstillingsgenstande på museet.

Bogen slutter som sædvanligt med årsberetninger for Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og for Historisk Samfund for Als og Sundeved. Som altid udgives årbogen i samarbejde med Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.

Bogen er nummer 101 i skriftrækken Fra Als og Sundeved, der siden 1926 har været udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved i stadigt tættere samarbejde med de skiftende organiseringer af museet på Sønderborg Slot. Forsiderne af alle 101 udgivelser i skriftrækken kan ses lige her link

Medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan købe supplerende eksemplarer f.eks. til gaver til en særlig medlemspris i Museumsbutikken på Sønderborg Slot, hvor også udstillingskataloget uden beretningerne kan købes til en særlig medlemspris.

OBS! Husk at medlemskab skal dokumenteres ved alle henvendelser i Museumsbutikken på Sønderborg Slot - enten med udskrift af den tilsendte kvittering eller med en udskrift af kontoudtog fra banken - eller ved at gemme kvitteringen på telefonen!

 

Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2023 bliver en særudgave af kataloget til den store særudstilling "Sønderjyderne og Den Store Krig".

saerudstilling23jpgSkyttegrav ved Lombardzyte i Flandern i 1916

To gange tidligere har foreningens årbog været en tilsvarende særudgave af et aktuelt udstillingskatalog. Årbogen for 2019 var en særudgave af kataloget for den nyopsatte permanente udstilling Sønderjylland mellem dansk og tysk fra 1848 til i dag og årbogen for 2021 var en særudgave af kataloget til særudstillingen "Kunstnernes Christian 2. – Fortolkninger i billedkunst, litteratur og drama".

Årbogen for 2019 blev udsendt næsten samtidigt med åbningen af udstillingen om tiden fra 1920 til 2019, så da opstod problemet ikke. Men særudstillingen om Christian 2 i kunsten åbnede den 19. juni og årbogen blev udsendt midt i november - lidt tæt på, at særudstillingen lukkede igen den 2. januar 2022.

I år kan vi få lidt det samme problem som i 2021, hvor mange medlemmer besøgte særudstillingen uden at købe kataloget, for det ville jo komme som årbog senere på året. Den meget omfattende særudstilling "Sønderjyderne og Den Store Krig" åbnede den 27. april, men blev så pga. tekniske problemer lukket igen umiddelbart efter og genåbnet den 7. juni.

Det betyder, at de medlemmer, der besøger udstillingen på et tidspunkt her i 2023, skal have i tankerne, at de vil få udstillingens katalog som årets årbog senere på året.

Årbøgerne udsendes normalt i begyndelsen af december, men vi prøver, om vi kan fremme fremstillingsprocessen, så den kommer lidt tidligere i år. Imidlertid har Museum Sønderjylland besluttet, at den nuværende særudstilling om "Sønderjyderne og Den Store Krig". skal være tilgængelig i to et halv år. Den lukker først igen den 26. oktober 2025. Der bliver derfor en lang periode, hvor foreningens medlemmer kan besøge udstillingen med den udsendte årbog som katalog.

Husk at  alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan komme og gå på Sønderborg Slot uden at skulle have tegnebogen frem. Det gælder også i perioder med særudstillinger. Men husk altid at vise kvittering for betalt kontingent som adgangstegn til museet.

Og husk så også i de kommende måneder, at hvis du køber udstillingskataloget nu, får du senere på året et næsten tilsvarende skrift som årbog for 2023.

Læs mere om den store særudstilling "Sønderjyderne og Den Store Krig" lige her link

Kunstnernes Christian 2.

Fortolkninger i billedkunst, litteratur og drama.

Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2021 har titlen "Kunstnernes Christian 2. - Fortolkninger i billedkunst, litteratur og drama". Årbogen udgives som altid i et samarbejde mellem Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og er nummer 99 i skriftrækken "Fra Als og Sundeved". Årbogen er redigeret af enhedsleder ved Museum Sønderjylland dr.phil. Carsten Porskrog Rasmussen, som også har skrevet hovedparten af bogens afsnit, mens museumsinspektør Mariann Kristensen fra Museum Sønderjylland har skrevet de resterende.

aarbog2018

Årbogen fortæller ikke den biografiske historie om Christian 2., men den fortæller historien om de overraskende mange kunstneres meget forskellige historier om kongens liv og væsen. Efter et indledende afsnit med oversigt over kongens faktuelle liv og de forskellige tiders historieskriveres fortolkninger af kongens sind og handlinger følger syv tematiske afsnit om forskellige sider af regentens liv og væsen i et overraskende stort antal kunstneres fortolkninger. Her er ikke blot et afsnit om kongens fald, men også om kongens udseende, om kongens kærlighed til Dyveke, om kongens ægteskab, om kongens politik, om kongens blodbad i Stockholm og til sidst om kongens fangenskab i Sønderborg og i Kalundborg.

Som altid, når Carsten Porskrog fortæller, er teksten lettilgængelig, letlæst og fængende. Den er sat i en enkelt bred spalte med luft omkring i brede marginer og med en inddeling i kortere afsnit, der gør teksten yderligere lettilgængelig. Og igen i år er teksterne flot illustreret med farvebilleder i gode størrelser. Til slut er der en kort litteraturliste med forslag til supplerende læsning om en af Danmarks mest spændende og forunderlige kongeskæbner.

Og så indeholder bogen til slut en oversigt over alle de genstande, der indgår i den aktuelle særudstilling på Sønderborg Slot - den udstilling, der har samme titel som årets årbog. De seneste år er der bygget om og nyindrettet på Sønderborg Slot, så andensalen i vestfløjen er blevet ryddet for de hidtidige udstillinger om folkekunst og inventar for at give plads til et udstillingsområde til skiftende særudstillinger.

Den første i rækken af allerede planlagte særudstillinger blev så udstillingen om "Kunstnernes Christian 2.". Det er kataloget fra denne udstilling, der er blevet Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2021. For bogen skønnes at have sin egen værdi og interesse helt uafhængig af den aktuelle, tidsbegrænsede særudstilling.

Årbogen slutter som altid med udførlige årsberetninger fra Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og fra Historisk Samfund for Als og Sundeved. Denne gang er det så aktiviteterne i 2020, der berettes om.

Medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan købe yderligere eksemplarer af årbogen til f.eks. gaver og foræringer i museumsbutikken på Sønderborg Slot.

 

Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2019 - Sønderjylland mellem dansk og tysk fra 1848 til i dag - var en særudgave af udstillingskataloget for de nyopsatte udstillinger om tiden fra Treårskrigen til nutiden.

Af flere årsager har foreningen netop besluttet af ændre de oprindelige udgivelsesplaner og her i sidste øjeblik valgt, at den kommende årbog for 2021 også skal være en særudgave af et af Museum Sønderjyllands udstillingskataloger - denne gang det flotte katalog til den meget spændende særudstilling på Sønderborg Slot med tilten "Kunstnernes Christian 2. – Fortolkninger i billedkunst, litteratur og drama".

Men det giver et problem, som vi hermed vil gøre opmærksom på!

Carl Bloch Christian IIÅrbogen for 2019 blev udsendt næsten samtidigt med åbningen af udstillingen om tiden fra 1920 til 2019, så da opstod problemet ikke. Men særudstillingen om Christian 2 i kunsten åbnede den 19. juni og årbogen plejer først at blive udsendt i december - lidt tæt på, at særudstillingen lukker igen den 2. januar 2022.

Det giver det problem, at de medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved, der besøger udstillingen - og køber udstillingskataloget - skal have i tankerne, at de senere på året vil modtage et næsten tilsvarende skrift som årbog for 2021.

Foreningen er indstillet på at få årbogen for 2021 udsendt så tidligt som muligt og forhåbentligt allerede først i november.

Alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan jo komme og gå på Sønderborg Slot uden at skulle have tegnepungen frem. Det gælder også i perioder med særudstillinger. Men husk altid at vise kvittering for betalt kontingent som adgangstegn til museet.

Og husk så også i de kommende måneder, at hvis du køber udstillingskataloget nu, får du senere på året et næsten tilsvarende skrift som årbog for 2021.