Foreningens årbog for 2017 med titlen "Historien på væggen - Historiemalerier på Sønderborg Slot" er nu på vej og skulle i år meget gerne nå ud til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved i god tid inden jul.
I den sidste uge af november kom bogstakken fra trykkeriet, og TOR 7 DEC mødtes en række medlemmer fra foreningens bestyrelse - assisteret af hjælpsomme ægtefæller - for at pakke bøgerne i kuverter og sortere dem ud i stakke til omdeling i de forskellige lokalområder. To raske timer, og de 1422 bøger var klar til udsendelse.

Allerede sidst på dagen blev de første bogstakke kørt ud til de spejdergrupper og til de lokalhistoriske foreninger, som hurtigst muligt vil omdele årbøgerne til foreningens medlemmer.
Medlemmer med adresse andre steder end på Als eller Sundeved vil få bøgerne tilsendt med posten. Men det vil vare nogle dage, inden de når frem. For da vi som sædvanlig ville aflevere de 185 bogpakker på postkontoret i Sønderborg, blev vi afvist. Den hidtidige service eksisterer ikke længere! Vi kunne komme igen, når vi var blevet oprettet som kunder med et kundenummer hos Postnord, og når forsendelsen var registreret og betalt online. Sådan! Det var en ommer! Og der vil altså gå nogle dage, inden bøgerne igen kan køres på posthuset.
Årbogen fortæller om mere end 40 af de malerier, der hænger rundt om på Sønderborg Slot. Hvert billede er vist i stort format på en hel side, og den tilhørende tekst fortæller ikke bare om billedets motiv og indhold, men også om den tid og de omstændigheder, billedet er malet i. Der er således mange spændende og sjove og skæve historier knyttet til billederne.

Bogen er redigeret af overinspektør Carsten Porskrog Rasmussen. De 43 artikler er skrevet af fem af medarbejderne på Sønderborg Slot suppleret med Inge Adriansen, der som pensionist nåede at skrive en halv snes af bogens artikler. Inge Adriansen har gennem årene bidraget med overordentligt mange værdifulde tekster til årbøgerne fra Historisk Samfund for Als og Sundeved. Disse ti artikler blev så det sidste, Inge Adriansen kom til at skrive for foreningen.
Teksten er overskueligt sat i to spalter og opdelt i mindre underafsnit med egne overskrifter. Billederne af de 42 malerier er suppleret med et utal af andre farveillustrationer, så det er igen i år ikke blot er blevet en spændende og interessant informativ bog, men også en meget flot bog.
Bogen slutter som altid med årsberetninger for Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og for Historisk Samfund for Als og Sundeved. I år er der så i allersidste øjeblik blevet tilføjet Carsten Porskrog Rasmussens nekrolog over Inge Adriansen, der døde den 27. oktober 2017.
Medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan købe supplerende eksemplarer til f.eks. julegaver til en særlig medlemspris på 160,- kr. i Museumsbutikken på Sønderborg Slot eller på hsaos.dk lige her 
For alle andre vil den flotte årbog være til salg i den almindelige boghandel og i Museumsbutikken på Sønderborg Slot for 198,- kr.
Sønderborgs Soldater
Kasernen i Sønderborg 1907 - 2014
Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2015 hedder "Sønderborgs Soldater - Kasernen i Sønderborg 1907-2014". Årbogen udgives som altid i et samarbejde mellem Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland — Sønderborg Slot. Bogen er redigeret af museets medarbejdere Carsten Porskrog Rasmussen, René Rasmussen og Axel Johnsen.

"I mere end hundrede år har Sønderborg Kasernes markante røde bygninger ikke bare været ét af byens vartegn, men også en vigtig forbindelse mellem byen og verden."
Således indleder de tre redaktører bogens forord, hvori de hurtigt opridser historien om de "markante røde bygningers" forskellige formål og anvendelser gennem de mere end 100 år indtil lukningen af Sergentskolen i foråret 2014.
Museumsinspektør René Rasmussen er forfatter til bogens første artikel - "Marinestation og skibsartilleriskole 1907-1918" - om opførelsen af bygningerne og om den første anvendelse som et led i det tyske kejserriges drømme om global indflydelse ved hjælp af en flåde i stil med den brittiske.
Hvad der er myte og hvad der er virkelighed i forbindelse med Als' selvstændighed under præsident Topff beskriver museumsinspektør Axel Johnsen i artiklen "Her regerede Topff! - Kejserrigets undergang set fra marineskolen i Sønderborg".
Pensioneret overlæge Andreas Johannsen fra Museet - Sønderborg Sygehus fortæller i artiklen "Krigsinvalideskolen i Sønderborg 1920-1925" om, hvordan kasernebygningerne også blev anvendt til at hjælpe ofre fra Første Verdenskrig til en tåleligere tilværelse.
Bogens absolut længste og mest omfattende artikel er skrevet af museumsinspektør ved Tøjhusmuseet Jens Ole Christensen, der kort og godt har kaldt artiklen "Sønderborg garnison 1920-2014". Her får vi historierne om de forskellige uddannelser af først rekrutter og snart efter også af befalingsmænd og senest af alle landets sergenter. Her er spændende detaljer og oplysninger, der sikkert vil vække minder hos mange læsere.
To af museets nyligt afgåede medarbejdere har hver bidraget med en artikel om et af deres særlige forskningsfelter.
Fhv. overinspektør Peter Dragsbo skriver i artiklen "Tysk marinearkitektur 1904 - Sønderborg Kasernes arkitektur mellem nationalromantik og moderne" bl.a. om valg af arkitekt til byggeriet og om de signaler, det store byggeri skulle sende.
I artiklen "Sønderborg Kaserne og erindringskulturen" fortæller fhv. museumsinspektør Inge Adriansen om de mindehøjtideligheder, der er og har været knyttet til kasernen og hvorledes skolernes ledere og medarbejdere har varetaget de militære traditioner på Als og Sundeved.
Og endelig en af redaktionens rigtigt gode ideer! En lang række personer med tilknytning til kasernen enten som ansatte eller som elever på skolerne har ladet sig interviewe til bogen om deres erindringer om opholdet i Sønderborg. Disse personlige erindringer er så klippet fra hinanden i mindre stykker efter emner, der så igen er samlede under fælles overskrifter. Der er erindringsglimt om værnepligt i Sønderborg i 1941, om ledelse, om undervisning, om dannelse, om mekanikere og kørere, om fritid, om byen, om eksamen og om breve hjem i 1963.
Disse erindringsgrupper er samlede over et par sider til hvert emne og anbragt rundt om i bogen, hvor de kunne passe naturligt ind. Det giver en afvekslende og anderledes læseoplevelse.
Årbogen slutter med udførlige årsberetninger om året 2014 fra Historisk Samfund for Als og Sundeved og fra Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.
Bogen er på 170 sider med teksten læsevenligt sat i to spalter med brede maginer til bl.a. billedtekster til de mange illustrationer. Det er lykkedes redaktørerne at finde rigtigt mange samtidige fotografier fra hele kasernens historie. Der er ikke et opslag i bogen uden en illustration og på mange opslag er de flere billeder i sort/hvid eller farver.
Bogen koster kun 199,- kr. i boghandelen, men medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan købe yderligere eksemplarer af bogen til f.eks. gaver og foræringer i museumsbutikken på Sønderborg Slot til en særpris på 160,- kr.
Bogen kan også bestilles lige her 
{flike id=341}