Foredrag om familien Mærsk-Møller

Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Als og Sundeved indbyder til det første af forårets tre foredrag under overskriften "Maritime Eventyr":

Omvæltningernes tid

Familien Mærsk-Møller, Svendborg og kampen om dampskibene

Afdelingsleder ph.d. Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum

TOR 23 JAN 2025 - 19:30

Riddersalen på Sønderborg Slot

Historikeren Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum har som speciale nyere tids historie og helt specielt søfartens historie. Han vil i foredraget fortælle den til tider meget dramatiske historie om det nu verdensomspændende rederi med udgangspunkt i skibsfarten fra Svendborg i slutningen af 1800-tallet. Det bliver fortællinger om teknologiske omstillinger og stadige tilpasninger til samfundsudviklingen med afsæt i en stålsat konservatisme.


A.P.Møllers forældre

A.P.Møllers forældre - Peter Mærsk Møller (1836-1927) & Anna Hans Jeppesen (1842-1922)

Nils Valdersdorf Jensen vil holde fokus på de mennesker, der traf beslutningerne under stadige omvæltninger og forandringer. Foredraget er blevet til bl.a. ved brug af helt nye kilder fra Mærsks arkiver på Esplanaden. 

Peter Mærsk Møller, der var født på Rømø i 1836, flyttede med familien til Svendborg i 1884. Byen var på det tidspunkt et af de vigtigste søfartssamfund i Danmark. Peter Mærsk Møller investerede i noget så avanceret som et dampskib, og han opfordrede ivrigt de øvrige svendborgensiske redere og søfolk at skifte deres gammeldags træskibe ud med den nye teknologis skibe. Det kom der en del ballade ud af i Svendborg! Sejlskibsfolkene blev rasende over den slags frækheder, der oven i købet kom fra en tilflytter. Den nye teknologi var en døgnflue, mente de. 

I foredraget kommer Nils Valdersdorf Jensen tæt på kampen mellem sejl og damp, og hvad der var på spil i diskussionen om fremtidens søfart. Hvorfor strittede svendborgenserne så meget imod Peter Mærsk Møllers velmente forslag? 

Laura
Peter Mærsk Møllers første dampskib, S/S Laura

 Der er som altid gratis adgang for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved
... men husk at have kvittering for kontingentet med til dokumentation af, at du faktisk er medlem af foreningen.

For alle andre end medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved koster det 85,- kr. at deltage i arrangementet.
Dog giver Museum Sønderjyllands årskort adgang for 68,- kr.

Foredraget afholdes i samarbejde med Museum Sønderjylland, så muligheden for at reservere plads ved foredraget ved at "købe" en gratis billet i Museum Sønderjyllands billetsystem kan bruges til dette foredrag.

Vejledningen i at bruge det nye reservationssystem ligger lige her link.

De næste foredrag i foredragsrækken "Maritime Eventyr" er

       ONS 19 FEB: Gentlemanpiraterne og Aabenraadamperen Gustav Diedrichsen.

ONS 26 MAR: Sønderjyden på kejserens kaperkrydser.