Foredrag om sønderjyden på kejserens kaperkrydser
Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Als og Sundeved indbyder til det sidste af forårets tre foredrag under overskriften "Maritime Eventyr":
Sønderjyden på kejserens kaperkrydser
Museumsinspektør René Rasmussen
ONS 26 MAR 2025 - 19:30
Riddersalen på Sønderborg Slot
Museumsinspektør René Rasmussen vil fortælle den dramatiske historie om Christian Støckler fra Rørkær og hans voldsomme og farlige ture med SMS Dresden i 1914-15.
Christian Støckler som marinesoldat
Christian Støckler var fra Rørkær ved Tønder. Han var født i 894 ind i den kendte skarpretterslægt fra Tønder. Hans bedstefar havde omkring 1860 slået sig ned i Rørkær og etableret sig som kroholder i byen. Her voksede Christian op i den nationalt delte by på landevejen øst for Tønder. Han var kun 19 år gammel, da han i 1913 påmønstrede den store tyske krydser SMS Dresden for at aftjene sin værnepligt i den kejserlige tyske marine.
Da Første Verdenskrig brød ud i august 1914, lå SMS Dresden med Christian Støckler om bord i farvandet ud for Mexico. Herfra startede de meget dramatiske togter som kaperskib i både Stillehavet og i Atlanterhavet - hele tiden med enheder fra den britiske flåde i kølvandet. Christian Støckler virkede som fyrbøder i voldsom larm og glohedt mørke dybt nede i det store skibs maskinrum.
SMS Dresden i Kielerkanalen - Kejser Wilhelm Kanal
Christian Støckler og SMS Dresden deltog i de to store søslag ved Coronel og ved Falkland i 1914, men kaperskibet mødte sin skæbne i foråret 1915, hvor det lykkedes den engelske flåde at få krydseren på skudhold, så besætningen trak bundproppen. Christian Støckler overlevede SMS Dresdens endeligt, men han var mærket af de første krigsårs voldsomme og livstruende hændelser resten af livet.
Der er som altid gratis adgang for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved.
... men husk at have kvittering for kontingentet med til dokumentation af, at du faktisk er medlem af foreningen.
For alle andre end medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved koster det 85,- kr. at deltage i arrangementet.
Dog giver Museum Sønderjyllands årskort adgang for 68,- kr.
Foredraget afholdes i samarbejde med Museum Sønderjylland, så muligheden for at reservere plads ved foredraget ved at "købe" en gratis billet i Museum Sønderjyllands billetsystem kan bruges til dette foredrag.
Vejledningen i at bruge det nye reservationssystem ligger lige her .