Årbogen om egnens kirker er på vej til medlemmerne

aarbog12org

Så er årbogen for 2012 om egnens kirkebygninger på vej ud til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved.

I går TIR 20 NOV var de flittige bestyrelsesmedlemmer samlede på Sønderborg Slot, hvor de pakkede de tykke bøger i kuverter, satte labels på og sorterede bøgerne ud til de forskellige lokalområder. Og allerede samme dag blev de første bogstakke kørt ud til spejdere og lokalhistoriske foreninger, som nu i de kommende dage vil omdele årbøgerne til medlemmerne.

Medlemmer med adresse andre steder end på Als eller Sundeved vil få bøgerne tilsendt med posten.

Det er nu op til spejdere og de hjælpende lokalhistoriske foreninger at afgøre, hvornår bøgerne skal afleveres hos medlemmerne. Derfor kan der godt gå nogle dage, inden bogen ankommer.

Men der er noget at glæde sig til så længe. Det er blevet en usædvanlig flot bog igen i år med et væld af flotte og informationsmættede farvefotos taget af den lokale fotograf, Kim Holm, der ved flere lejligheder har bistået Museet på Sønderborg Slot med fotoarbejde.

Ud over systematisk beskrivelse i kort og overskuelig form af egnens 30 kirker indeholder bogen specialartikler om egnens kirker i en bygnings- og arkitekturhistorisk sammenhæng, om kalkmalerierne, om kirkernes middelalderlige inventar, om de egnskarakteristiske fritstående klokkehuse, om genforeningsklokkerne, om nutidens kirkeliv, om det særlige tyske kirkeliv, om krigsmindesmærkerne på kirkegårdene, om det alsiske bispedømme og endelig om kirkens forkyndelse. En overskuelig litteraturliste inspirerer til supplerende læsning. Til slut i bogen findes årsberetningerne for Historisk Samfund for Als og Sundeved  og for Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.

Bogen blev præsenteret for offentligheden ved eet arrangement på Sønderborg Slot MAN 19 NOV, hvor der var flere interesserede tilhørere end der var stole i Riddersalen.

Efter velkomsten ved museumsdirektør Orla Madsen, der gjorde meget ud af at understrege værdien af det tætte samarbejde mellem museet og Historisk Samfund for Als og Sundeved, fortalte bogens redaktører og hovedforfattere Inge Adriansen og Lorenz P. Christensen om bogen, og der var supplerende miniforedrag af bogens medforfattere, kongelig bygningsinspektør Niels Vium, museumsinspektør Sissel F. Plathe fra Nationalmuseet, biskop Niels Henrik Arendt og pastor emeritus Günter Weitling. Under serveringen af forfriskende drikke kunne de fremmødte købe bogen til en særpris i dagens anledning.   

Bogen vil ellers i almindelig boghandel komme til at koste 300,- kr. - så det er da en rigtig god forretning at være medlem af Historisk Samfund for Als og Sundeved. og få bogen for kontingentet på 200,- kr. :-)

{flike id=227}