Ophængning af nationalt maleri

Historisk Samfund for Als og Sundeved har i anledning af museet på Sønderborg Slots 100 års jubilæum hjulpet museet med udgifterne til konservering, flytning og ophængning af Lorenz Frølichs store maleri fra 1852, der skildrer arvehyldningen på Gottorp i 1721

Maleriet er ejet af Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek i Kiel, men er nu deponeret på Sønderborg Slot for foreløbig fem år til ophængning i Riddersalen. Ophængningen sker som led i jubilæumsfestlighederne, der bl.a. markeres af den fornemme udstilling "Hertugerne af Slesvig og Holstein".

Da Flensborg blev Slesvigs hovedstad i 1850, flyttede den danske stat både en række institutioner og selve stænderforsamlingen, det lokale ”parlament”, fra det tyske Slesvig til den mere loyale by, Flensborg.

Midt på hovedgaden købtes to gamle ejendomme, der blev ombygget til stænderhus. I den anledning blev den danske maler Lorenz Frølich bedt om at lave et stort maleri til stændersalen. Frølich præsenterede et udkast til det senere så kendte maleri ”Tyre Danebod bygger Danevirke”. Men det blev forkastet, for den danske regering ville have et motiv med et klart budskab om Slesvigs tilhør til det danske rige.

Motivet blev derfor arvehyldningen på Gottorp 1721. I 1721 lod Kong Frederik 4. sig nemlig hylde som eneste landsherre til hertugdømmet Slesvig, efter at den slesvigske del af hertugdømmet Gottorp, der havde været i alliance med den svenske arvefjende i Den Store Nordiske Krig, var blevet ”inkorporeret”, dvs. indlemmet i de kongelige dele af hertugdømmet. Selv om der fortsat var et par små delhertugdømmer, skulle der ikke være tvivl om, at den danske konge nu var landsherren i Slesvig.

Dette budskab var vigtigt at få gentaget i 1850´erne efter borgerkrigen med den slesvig-holstenske bevægelse. Billedet viser, hvordan ridderskabet og kirkens øverste mænd i Slesvig hylder Frederik 4. foran Gottorp Slot. I virkeligheden foregik statsakten i slotskapellet på Gottorp, men her tog Frølich sig en kunstnerisk frihed.

Malerierne fra stænderforsamlingen i Flensborg blev spredt efter 1864. Nogle hænger nu på Flensborg Rådhus – men maleriet af kongehyldesten 1721 endte på det slesvig-holstenske landsbibliotek i Kiel. I forbindelse med åbningen af den store udstilling om hertugerne af Slesvig og Holsten har museet fået lov til at låne det fornemme maleri. Maleriet hænger nu i Riddersalen på Sønderborg Slot.

Maleriet præsenteres for pressen TOR 19 JUN kl. 11:30 i Riddersalen.