Ideen om et offentligt tilgængeligt museum stammer tilbage fra den franske revolution. Formålet var at styrke befolkningens identitet både nationalt og regionalt. Det første danske museum var Nationalmuseet i København, der blev oprettet i 1807, hvor den nationale bevidsthed voksede på baggrund af englandskrigene. Siden fulgte i midten af 1800-tallet en række regionale museer med baggrund i den borgerlige selvbevidsthed, der udviklede sig i provinsen i takt med den begyndende industrialisering. I begyndelsen af det 20. århundrede opstod der tillige en række by- og egnsmuseer. Dette var en følge af en stigende lokal ”hjemstavnsfølelse”, og en bevidsthed om at gamle samfundstraditioner måtte vige for en ny tid. Årene op mod 1. verdenskrig var præget af fremskridt og ”gode tider”.

Schiffsartillerieschule Sonderburg

Grundlæggelsen af et museum i Sønderborg var en følge af denne udvikling. Bygningen af marinestationen 1905-1907 bevirkede, at Sønderborgs indbyggertal på få år blev fordoblet, og på landet blev landbruget intensiveret med nye driftsformer og afgrøder. Men i kølvandet opstod der også en stærkere holdning til at kulturarven skulle bevares. Der blev dannet hjemstavnsforeninger med det formål at bevare landskaber og bymiljøer, ”Heimatschutz og Baupflege”. Andre foreninger udbredte kendskabet til den lokale historie. ”Heimatkunde”, hjemstavnslære, blev et skolefag, og der blev udgivet bøger til undervisningsbrug, også specielt for Slesvig-Holsten.

I starten meldte også dansksindede sig ind i ”Heimatschutz og Baupflege” , men som modtræk stiftede en række dansksindede i 1910 ”Foreningen for Kunst og Håndværk i Nordslesvig” med arkitekt Jep Fink, Åbenrå som formand. Nu blev skellet mellem dansk og tysk trukket skarpere op. For langt de fleste dansksindede var det sønderjyske ensbetydende med tilhørsforholdet til Danmark. Derfor opstod der konflikter, selvom der ikke var væsentlig uenighed om indholdet. Dette kom også til udtryk i den strid, der opstod i 1908 omkring oprettelsen af den forening, der senere kom til at hedde” Historisk Samfund for Als og Sundeved”.

Forening til bevarelse af oldtidsminder og oldsager

I februar 1908 blev der i de to dagblade, Dybbøl-Posten og Sonderburger Zeitung, indkaldt til ”forhandling om oprettelse af en forening til bevarelse af oldtidsminder og oldsager” d. 13. februar på Centralhotellet i Sønderborg. Foreningen skulle være upolitisk. Blandt indbyderne var en række tysksindede borgere og embedsmænd samt nogle få dansksindede. Annoncen blev i Dybbøl-Posten fulgt op af et læserbrev med en varm opfordring til dansksindede om at møde op, men redaktør Svendsen var af en anden opfattelse. Han skrev et indlæg, hvor han kraftigt advarede mod enhver form for selskabelig forbrødring mellem dansk- og tysksindede, hvad enten det foregik ved de populære ringriderfester eller ved dyrkelsen af historien knyttet til den fælles hjemstavn. Opfordringen til at møde op blev fulgt.  Der kom 70-80 personer, og det blev særdeles livligt, idet det overvejende kom til at handle om sprog, oversættelser og fortolkninger. Foreningens navn var det første punkt på dagsordenen.  Her kom indbyderne med et forslag om at kalde den ”Verein der Heimatfreunde für Alsen und Sundewitt”. Man mente, at man havde imødekommet de dansksindede ved at kalde området for Als og Sundeved i stedet for det tyske ”Kreis Sonderburg”. Der kom forslag fra dansksindede om at foreningen skulle afholde sig fra al ”fortyskning”. Dette, mente de tysksindede, at det var for skarpt, og man foreslog at i stedet at foreningen skulle holde sig fra ”al politik”. Det blev igen forkastet fra dansk side som for vagt. Således bølgede diskussionen frem og tilbage. Til sidst mundede det ud i at der blev nedsat et udvalg på seks mand, tre dansksindede og tre tysksindede, der fik til opgave at udarbejde forslag til vedtægter. Efter mødet samledes de dansksindede mødedeltagere til et eftermøde på ”Coloseum” i Perlegade, hvor man udarbejdede nogle krav til seksmandsudvalget. Debatten på det forberedende møde samt de danske krav blev refereret i Dybbøl-Posten, mens Sonderburger Zeitung kunne fortælle sine læsere, at den nye forening sandsynligvis ville blive oprettet i løbet af fjorten dage. I de følgende uger var der jævnligt kommentarer og indlæg både i Dybbøl-Posten og Sonderburger Zeitung. Fra tysk side hævdedes det, at samarbejde var umuligt, selvom man havde
vist imødekommenhed. Fra dansk side blev det hævdet, at alle tre tyske medlemmer af seksmandsudvalget var medlemmer af Den Tyske Forening, som var et fortyskningsorgan. Mulighed for samarbejde syntes at være bristet næsten før de var begyndt.

Begge sider forsøgte nu at realisere ideen hver for sig, selvom der herskede enighed om, at oldtidsminder burde bevares og hjemstavnshistorie var af interesse. Den danske side kom først med et udspil. D. 22 februar 1908 skrev en ung journalist ved Dybbøl-Posten, Andreas Grau et indlæg, hvor han varmt opfordrede til grundlæggelse af en historisk forening efter dansk tradition. Han påpegede at vi lever på historisk grund, idet de kampe, der har været ført om vort land, for en stor del har været ført her på Als og Sundeved. Foreningen skulle derfor ikke blot indsamle oldtidsminder og oldsager, men også nedskrive historier og overleveringer mens de gamle endnu kunne huske dem. Endvidere kunne det bl. a. være en opgave at registrere og istandsætte de mange krigergrave, der findes i området. Indlægget blev bakket op af redaktør Svendsen, og d. 12. marts kom i Dybbøl-Posten et opråb til landbefolkningen på Als og Sundeved om at skænke ”Ting, der på grund af ælde eller sjældenhed har oldsagsværdi, det være sig sølvsager, træarbejder, møbler eller andre ting fra vore forfædres tid”. Genstandene skulle udstilles på et kommende museum på Dybbøl Mølle. Derpå fulgte en liste af 37 lokale tillidsmænd fordelt i området fra Ullerup og Broager til Kegnæs og Nordborg, som man kunne henvende sig til. Det blev også meddelt, at der allerede var blevet indleveret adskillige genstande til det kommende museum på Dybbøl Mølle.

Dansk-tysk navn og dansk-tysk bestyrelse

Lige efter det danske udspil, blev der d. 13. marts stiftet en forening med dobbeltnavnet ”Altertumsverein, Verein zur Pflege der Heimatkunde für Alsen und Sundewitt – Foreningen til bevarelse af Oldtidssager og Oldtidsminder”. Navnet afspejler det vanskelige i at skulle knytte dansk og tysk sindelag sammen i en forening. Det medførte bl. a. at foreningen i de første år skiftede navn hele tre gange inden den 12 år senere fik sit nuværende navn ”Historisk Samfund for Als og Sundeved”. Ved at beskrive området som ”Alsen und Sundewitt” i stedet for det tyske ”Kreis Sonderburg” , og ved at gøre vedtægterne tosproget, men med tysk som førstesprog, blev det fremhævet, at foreningen var sindelagsneutral. Til den stiftende generalforsamling kom der 39 personer, kun halvt så mange som til det indledende møde i februar, men de meldte sig alle ind i foreningen. Til bestyrelsen valgtes ni velærværdige mænd. Kvinder måtte på det tidspunkt ikke være medlem af en forening. Da repræsentanter for den tyske gruppe var i overtal, besatte de også de mest betydningsfulde poster. Man skulle helt hen til nummer 5 og 6 på listen for at finde dansksindede bestyrelsesmedlemmer.

Den første bestyrelse i en periode præget af national kamp

Formand: Læge, Dr. Hans Wullenweber, Over-Tandslet. Næstformand: Amtsdommer Dr. Ewoldt, Sønderborg. Kasserer: Købmand Nicolai Helmer, Sønderborg. Sekretær og samlingsleder: Kontorist Jens Raben, Sønderborg. Gartner Axel Livoni, Sønderborg. Gårdejer Chresten Hanssen, Nørremølle, Sundeved. Købmand P. G. Wind, Sønderborg. Gæstgiver Magnus, Vollerup. Pastor Petersen, Asserballe.

Det kunne ligne et scoop at have den dansksindede gårdejer Chresten Hanssen, Nørremølle som bestyrelsesmedlem. Han var velanset på Sundeved, og han var bror til H. P. Hanssen, medlem af den tyske rigsdag, valgt som repræsentant for de dansksindede sønderjyder. Imidlertid var Chresten Hanssen ikke til stede på den stiftende generalforsamling, og han var heller ikke blevet spurgt om han ville vælges til bestyrelsen. Et par dage senere skrev han et indlæg i Dybbøl-Posten, hvor han gav udtryk for tiltro til at det ville være muligt at samarbejde på tværs af nationale skel. Men han foretrak indtil videre at være udenfor bestyrelsen. Hvor længe det varede vides ikke, men han figurerede som bestyrelsesmedlem frem til 1926.

Posten som foreningens sekretær blev varetaget af den energiske 28-årige Jens Raben. Han var ansat som kontorist ved Sonderburger Zeitung, og det betød uvægerligt, at denne avis blev foreningens talerør udadtil. Dette var naturligvis klart i modstrid med den ”upolitiske” hensigt, og det bekræftede redaktør Svendsen, Dybbøl Posten`s bange anelser. Han advarede ihærdigt mod ”den tyske oldsagsforening”, som han kaldte den. I stedet anbefalede han varmt initiativet med at få skabt et museum på Dybbøl Mølle. Men den nye dobbeltsprogede ”tyske oldsagsforening” fik uventet stor opbakning både fra landbefolkningen på Als og Sundeved og fra borgerne i Sønderborg.

I løbet af den første måned fik foreningen 120 medlemmer. Der kom mange tilsagn om indlevering af historiske genstande, og bestyrelsen gik straks i gang med at finde et passende museumslokale. Man rettede ikke blot henvendelse til den brede offentlighed, men også til politikere, som på længere sigt skulle sikre de nødvendige økonomiske midler til driften af et kommende egentlig museum. Ligeledes henvendte man sig til skolelærerne i hele kredsen, og man fik derved skabt et nyttigt netværk, idet mange lærere vidste hvor der i privateje fandtes genstande, der kunne bruges.

Hotel Prinz Heinrich

I juni 1908 lejede foreningen et stort værelse på 1. sal i Hotel Prinz Heinrich, der lå i St. Rådhusgade 3. Hotellet var et yndet tilholdssted for byens tyske borgerskab og for officerer fra infanteriregimentet, der havde garnison på Sønderborg Slot. Om sommeren afholdtes ”Garten-Konzerte”, hvor regimentets musikkorps spillede for hotellets gæster. Her blev den nyskabte samling af genstande til belysning af oldtid og kulturhistorie på Als og Sundeved officielt åbnet d. 1. juli 1908, mindre end fire måneder efter foreningens oprettelse. Der blev fra hele området indleveret mange genstande til museet. Meget kunne bruges, men der var også en masse ubrugeligt skrammel. I ”Sonderburger Zeitung” kom et indlæg, der i begejstrede vendinger priste den nye samling. Samtidig fremhævedes forventningen om at mange fra by og land ville lade sig overbevise om det værdifulde af en sådan samling. ”En bedre forståelse for vore forfædres arbejde vil kunne vække en inderlig kærlighed til vores hjemstavn og levende interesse for dens egenart”. Dette faldt redaktør Svendsen, Dybbøl-Posten for brystet. Han skrev et skarpt indlæg, hvor han hånede ”den tyske samling” og kaldte den for ynkelig. Han fremhævede igen det danske museum på Dybbøl Mølle, der først og fremmest skulle være et led i den nationale kamp.”Skal der være mening i at samle oldsager, så skal det ikke være for tingenes egen skyld, men med det for øje at give vejledning til forståelse af landets og folkets tidligere livsforhold, sæder og skikke, tanker og anskuelser, kort sagt hele landets og folkets historie”. ”Tyskerne er ikke de rette til at samle oldsager her i landet”.

På trods af den skarpe kritik, der med jævne mellemrum blev fremført i Dybbøl-Posten, kunne man konstatere, at foreningen og dens museum var præget af fremgang. Ingen kunne jo være i tvivl om, at ledelsen overvejende var tysk, og at Jens Raben, der var ulønnet ”kustos”, også var tysk. Det måtte ses som et udtryk for, at befolkningen på Als og Sundeved vægtede tilhørsforholdet til den lokale hjemstavn højere end den nationale identitet. Samarbejdet med lokale kræfter i området blev udviklet, og da en underofficer i regimentet på Sønderborg Slot udgav en publikation om slottet og dets historie, blev der straks arrangeret et foredrag med ham. Således kunne historie formidles på flere måder.

Menighedshuset 1917

Museets første år

Museet på Hotel Prinz Heinrich blev hurtigt for lille, og i 1910 flyttede man til tre store værelser på 1. sal i det nyopførte Menighedshus på hjørnet af Kaiser-Wilhelm-Allee og Bismarckstrasse, det nuværende Kongevejskryds, der dengang var byens centrum. Raben indrettede museet med et hovedtema i hvert af de tre værelser: Oldtidsminder (stenøkser, pilespidser, bronzeøkser og keramik), Krigsminder fra de slesvigske krige (våben, granatstykker, billeder og arkivalier), Folkeminder (lokale dragter, møbler, husgeråd og redskaber). Foreningen fik nu officiel status som museum for Sønderborg Kreds, d.v.s. som amtsmuseum. I årene efter 1864 blev et massivt fortyskningsforsøg sat ind, men ved at lægge hovedvægt på oldtidsminder og folkeminder, kunne foreningen undgå at tage stilling til det nationale, og derved erklære sig politisk neutral. Det har formentlig været grunden til at den overvejende dansksindede landbefolkning på Als og Sundeved bakkede op om foreningen. I oktober 1913 begyndte Jens Raben at udgive ”Heimat- blätter für den Kreis Sonderburg”, der blev et månedligt tillæg til Sonderburger Zeitung. Han havde den ambition, at tillægget skulle udvikle sig til et lokalhistorisk tidsskrift. Det indeholdt varieret stof, fra arkæologisk bidrag til artikler om tro og overtro, kildeuddrag fra gamle retssager samt alsiske gårdhistorier.

Pladsen i de tre værelser i Menighedshuset blev igen for trang, og Raben og bestyrelsesformand Hans Wullenweber gik i gang med at lede efter mere plads. I efteråret 1917 lykkedes det at få Kredsrådet til at forhøje sin støtte, så man kunne leje et hus på Asylvej 7. Alle rum i huset blev nyindrettet, og d. 1. marts 1918 genåbnede museet under navnet ”Heimatmuseum zu Sonderburg”. Der var nu udstilling i ti rum i to etager, og desuden et ”heimatkundliche bücherei” på over 400 bøger, et arkiv med talrige dokumenter om byens historie, samt en fotosamling på 200 billeder fra det gamle Sønderborg. Et imponerende resultat af en indsamling, der var begyndt ti år tidligere. Der blev trykt et katalog over samlingen, og som indledning redegjorde bestyrelsen ved Raben og Wullenweber for museets formål: Man vil bevare og opbevare genstande, der er særegne for Als og Sundeved. Ungdommen skal vækkes, de tilrejsende skal have information, og forskere skal have det indsamlede materiale stillet til rådighed.

Museet flytter ind på Sønderborg Slot

Men der manglede stadigvæk plads. En oplagt mulighed for en varig løsning med udvidelsesmuligheder opstod efter det tyske nederlag i første verdenskrig, hvor garnisonen på Sønderborg Slot blev nedlagt og infanteriregimentet hjemsendt. Hvem der har fostret ideen om at lade museet flytte ind på Sønderborg Slot, vides ikke, men i 1919 fik foreningen tilladelse af slottets ejer, hertug Ernst Günther, til vederlagsfrit at indrette museet i værelser på slottet. Men pengekassen var tømt efter indflytningen på Asylvej, og muligheden for yderligere tilskud var ikke til stede. Overflytning af samlingen til slottet syntes derfor urealistisk, trods det hertugelige tilsagn om gratis husleje. Tilsagnet fik dog er hvis betydning i forhandlingerne med de nye danske myndigheder i eftersommeren 1920, da Sønderborg Slot overgik til at være dansk statsejendom. Det var et ønske fra statens side, at museet skulle overgå til offentlig ejendom. Det ønske tog foreningens bestyrelse godt imod og tilbød det nye Sønderborg Amtsråd at overtage hele samlingen vederlagsfrit. Dette blev accepteret på et amtsrådsmøde d. 29 november 1920, hvor man besluttede at overtage museet fra 1. januar 1921, med den hidtidige samlingsleder Jens Raben som fuldtidsansat museumsinspektør. D. 1. juni 1921 kunne publikum gå ind af porten på Sønderborg Slot og bese 18 værelser med udstillinger. Museum og forening blev dog ikke helt løsrevet fra hinanden, da foreningen fik to af de seks bestyrelsesposter, og formanden og næstformanden Hans Wullenweber og Chresten Hanssen indtrådte i den nye bestyrelse. Fra 1920 blev foreningens protokol ført på dansk, og navnet blev ændret til ”Historisk Samfund for Als og Sundeved”.

 
Udstillingsrum på Sønderborg Slot 1928

Historisk Samfund udvider aktiviteterne

I 1926 døde Hans Wullenweber, og Chresten Hanssen, Nørremølle, overtog formandsposten. Han fungerede kun i et år, men han nåede at gøre en betydningsfuld indsats med grundlæggelsen af skriftrækken ”Fra Als og Sundeved”. Det var en årbog, som blev givet gratis til alle medlemmer som afløser for ”Heimat-Blätter”. Herved kom Raben til at udgive på dansk, skønt han var tysksindet. Det blev i de følgende år til ialt 36 hefter, og hans daglige virke var præget af stor loyalitet mod det danske. Både i Historisk Samfund og samlingerne på Sønderborg Slot, skete der en klar fordanskning i mellemkrigsårene. I 1927 blev Chresten Hanssen afløst på formandsposten af postmester Maxmillian Oscar Ræder. Han fik etableret hel- og halvdagsudflugter om sommeren samt en foredragsrække om vinteren. Omkring 1940 havde foreningen ca. 250 medlemmer. I 1926 oprettedes en lokalafdeling af Danmarks Naturfredningsforening med postmester Ræder som formand og museumsinspektør Raben som næstformand. De sønderjyske oldtidsminder var ikke omfattet af nogen fredning, og Ræder og Raben kunne nu de næste ca. 20 år kombinere det historiske med arbejdet for fredning.

Ud over oldtidsminder var de to dybt involveret bl. a. i fredningen af Dybbøl Skanser. Også den preussiske Brohovedskanse, som var stærkt truet ved opførelsen af Christian X`s bro, fik Ræder og Raben sikret. I 1956 gik Ræder af efter 29 år som formand. I hans tid var foreningen vokset fra 100 til 420 medlemmer. Raben var gået på pension et halvt år tidligere, men han overtog nu formandsposten for et par år. Den nye museumsleder Jørgen Slettebo fik posten som sekretær. Hidtil havde Raben skrevet så godt som alle udgivelserne, holdt de fleste foredrag og guidet på de fleste udflugter. Han gik af som formand ved 50-års jubilæet i 1958, hvor han blev behørigt hyldet som foreningens medstifter, energiske drivkraft og forfatter til 36 hefter om Als og Sundeved.

Stor aktivitet og forbilledligt samarbejde mellem Historisk Samfund og Sønderborg Slot

I 1958 blev formandsposten overtaget af landsretssagfører Bent Miang, mens det krævende arbejde som sekretær fortsat blev varetaget af museumsinspektør Jørgen Slettebo. Det var tilsyneladende aldrig noget problem, at foreningens formand og næstformand var faste medlemmer af museets bestyrelse og dermed formeldt arbejdsgivere for Slettebo. Alle virkede for samme sag, at udbrede interessen for områdets historie. Ved nyvalg til bestyrelsen blev der lagt vægt på geografisk spredning, samt at et medlem havde tilknytning til det tyske mindretal. Der blev også lagt vægt på at være nationalpolitisk neutral, og der blev ikke sunget danske sange ved foredrag og udflugter. Miang var således meget betænkelig ved at turudvalget i slutningen af 1960-erne havde besluttet at eftermiddagskaffen skulle indtages på danskhedens højborg, Folkehjem i Åbenrå. Han involverede foreningen i en lokal debat omkring fredningen af Dybbøl Bjerg, da det var truet af parcelhusbyggeri. Endvidere skrev han med jævnlige mellemrum indlæg, hvor han på foreningens vegne blandede sig i kommunens politik vedr. bygningsbevarelse. Miang stoppede som formand i 1973 efter 15 års indsats. Det var da lykkedes at fordoble medlemstallet og stabilisere det omkring 1000. For første gang blev der ansat en forretningsfører. Det blev hans hustru Jutta Miang.

Det blev for anden gang en læge fra Tandslet, der nu overtog formandsposten. Harald Roesdahl havde siddet i bestyrelsen siden 1958, og han gik til formandsjobbet med samme ildhu som Mjang. De udførte begge to en betydelig del af arbejdet selv i samarbejde med sekretæren, museumsinspektør Jørgen Slettebo. Der blev lagt stor vægt på udflugter, som man i 1970-erne gennemførte med 5 busser. Det krævede et grundigt forarbejde, idet deltagerne i alle busser skulle have samme guidning, men ingen klagede. Slettebo og Roesdahl redigerede også årbøgerne. Ved bestyrelsesmøderne var de fleste punkter derfor efterretningssager for de øvrige medlemmer. ”Men hyggeligt var det”, har en af dem udtalt. Interessen for historie var stor i 1970-erne, og uden nogen særlig hvervning, kom medlemstallet op på omkring 1400. Til foredragene kom der ofte ca. 150 personer, og man måtte derfor flytte foredragene fra Foredragssalen til Riddersalen. Da Roesdahl i 1983 efter 10 år som formand stoppede, kunne han med tilfredshed konstatere at medlemstallet var vokset med 40 %, og at den hidtil dyreste og mest omfangsrige årbog blev udgivet. Det var bogen Augustenborgerne. Slægt-Slotte-Skæbne, der udkom i 1980. Den er skrevet af professor H. P. Clausen, Århus Universitet og museumsdirektør Jørgen Paulsen, Frederiksborg Slot. De stammer begge fra Sønderborgområdet.

I 1970-erne opstod i hele Sønderjylland talrige lokalhistoriske foreninger og arkiver, heraf var der 12 på Als og Sundeved, og adskillige af dem udgav lokalhistoriske skrifter. Det blev derfor den nye formand for Historisk Samfund for Als og Sundeved, fhv. efterskoleforstander Boye Andersen`s opgave at navigere foreningen i dette landskab af lokalhistoriske foreninger og det store historiske samfund for hele Sønderjylland. Man valgte at fastholde det brede perspektiv i foredragene, mens årbøgerne kom til at handle om lokale emner. At foreningen var upolitisk, blev fortsat markeret bl. a. med en udflugt til det tyske mødested Knivsbjerg. Det vakte ikke lige stor begejstring blandt alle medlemmer, men det vidnede om Boye Andersen`s frisind. Han var tidligere modstandsmand. I løbet af 1980-erne sank medlemstallet til ca. 1100, hvilket nok skyldtes konkurencen fra de lokalhistoriske foreninger. En stor del af bestyrelsesmedlemmerne også var engageret lokalt.

Nye formænd og nye aktiviteter

I 1992 overgik formandsposten til provst Lorenz P. Christensen fra Vester Sottrup. I modsætning til sine forgængere valgte han at inddrage alle bestyrelsesmedlemmerne mere aktivt i arbejdsopgaverne. Det blev derved muligt at tilbyde flere udflugter til medlemmerne, og der blev lavet hjemmeside og en hvervebrochure. Der blev arrangeret ”gemytle awten” forskellige steder på Als og Sundeved, hvor der blev serveret egnsretter og sunget lokale sange og fortalt om skikke i tilknytning hertil. Samarbejdet om årbogen mellem forening og museum blev formaliseret, og der blev aftalt et fast pristalsreguleret beløb, som foreningen skulle betale til museet for bogen. En stor del af årbøgerne blev til bl. a. af museumsinspektør Inge Adriansen, med hvem foreningen i en lang årrække havde et tæt og godt samarbejde. I 2002 blev Peter Dragsbo overinspektør på Sønderborg Slot, og han faldt hurtigt ind i samarbejdet med foreningen. I 2003 overtog Hanne Thrane posten som forretningsfører. Samtidig med sit arbejde som billetsalgsleder i slotsbutikken, har hun i mange år, med sit store kontaktnet, været en fin ambassadør for foreningen. Det har, sammen med hjemmesiden , været medvirkende til at medlemstallet ved 100-års jubilæet i 2008 var steget til ca. 1450.

I 2014 overtog undertegnede, fhv. gårdejer Frede R. Tychsen, Broager formandsposten. Det var med betænkelighed, for det er en tung arv at løfte. Men med 22 år med Lorenz P. Christensen ved roret, var foreningen i en god og stabil gænge. Det forsøger vi at videreføre, idet vi med nedsættelse af en række udvalg til at varetage de enkelte funktioner, har gjort ledelsesformen fladere, så de enkelte bestyrelsesmedlemmer bliver aktiveret endnu mere. Udvalgene arbejder selvstændigt, men med ansvar over for bestyrelsen. I 2013 blev overinspektør Peter Dragsbo afløst af Carsten Porskrog Rasmussen, med hvem vi har et tæt og godt samarbejde, og 2014 indførte vi et nyt elektronisk medlemssystem, der har medført en nemmere håndtering, samt, sammen med hjemmesiden, en bedre kommunikation med medlemmerne. Systemet styres af Kasserer og sekretær Jens Verner Nielsen. Forretningsfører er Bjarne Andersen. Foreningen kan således yde medlemmerne tilbud på 4 historiske områder: 1. En årbog af høj kvalitet, skrevne af professionelle historikere, 2. Historiske foredrag, der som regel foregår i Riddersalen, 3. Ture i ind- og udland.

En én-dags tur,en tre-dags tur og en syv-dags tur. 4. Gratis adgang til Museet på Sønderborg Slot og Cathrinesminde Teglværksmuseum. Desuden yder foreningen et økonomisk tilskud til konkrete projekter på Sønderborg Slot med kr. 60.000-70.000 om året. Alle aktiviteter har god tilslutning. 1. januar 2018 fik Museum Sønderjylland en ny struktur med fælles ledelse og økonomi, og ledelsen sidder nu i Haderslev. Foreningens opgave er derfor at tilpasse sig til den nye struktur, samtidig med, at vi bevarer det tætte forhold til Sønderborg Slot. Heldigvis ”beholdt ” vi Carsten Porskrog Rasmussen, der nu er enhedsleder for historie. Han deltager i foreningens bestyrelsesmøder. Medlemstallet har de sidste par år været en smule vigende, men ligger stadig omkring 1.400. Der er et rigtig godt samarbejde i bestyrelsen, der nu foruden undertegnede består af næstformand Henning Jepsen, Sønderborg, kasserer og sekretær Jens Verner Nielsen, Høruphav, Tom Specht, Østerholm, Sigga Henriksen, Nordborg, Jytte Urban, Augustenborg, Poul C. Callesen, Brobøl, Sten Boye Poulsen, Sønderborg, og Karin Kaad, Mintebjerg. Desuden 3 suppleanter, der deltager i bestyrelsesmøderne: Jette Knapp, Adsbøl, Lisbeth Kistrup, Gråsten og Gunnar Callesen, Ulkebøl.

Fremtidsperspektivet for Historisk Samfund for Als og Sundeved må være, foruden at bevare det tætte forhold til Sønderborg Slot, fortsat at medvirke til udbredelsen af kendskabet til den historie og kultur, der knytter sig til Als og Sundeved, for derigennem at berige tilværelsen for egnens befolkning.

Kilde: "Lokal-, regional- og rigshistorie gennem 100 år" af Inge Adriansen.og Peter Dragsbo - Sønderborg 2009.

Frede R. Tychsen.
         2021