Oplysninger om kontingent og arrangementer 2018

Kontingentopkrævning for 2018

Opkrævningerne til betaling af kontingent for 2018 er tidligere i dag udsendt gennem medlemssystemet til alle de medlemmer, der har deres email-adresse registreret i systemet.
Opkrævningen er forsynet med de nødvendige oplysninger til betaling i banken eller online med NetBank. Det er ikke muligt at betale kontant i Museums­butikken på Sønderborg Slot.
Når din kontingentbetaling er bogført, vil systemet automatisk sende dig en kvittering, der kan bruges som adgangstegn til Sønderborg Slot og Cathrinesminde Teglværk. Der kan gå nogle dage, inden din betaling bogføres, så har du brug for en kvittering / et adgangskort inden da, må du få en kvittering fra din NetBank.
Er der tvivl om noget i forbindelse med kontingentbetalingen eller med medlemssystemet, er du meget velkommen til at ringe eller maile til et medlem af IT-udvalget. Så må vi hjælpe hinanden med at finde løsninger!

 

 

Generalforsamlingen 2018

Årets generalforsamling med beretninger om året 2017 og planer for det indeværende år er fastsat til TOR 22 MAR kl. 19:00 i Menighedshuset på hjørnet af Østergade og Kongevej. Aftenens foredragsholder bliver Museum Sønderjyllands nye chef Henrik Harnow, der vil fortælle om den helt nye organisering af museet. Dagsorden og program annonceres senere, men sæt allerede nu X i kalenderen!

 

Planlagte udflugter og ture i 2018

3-dages tur med bus til Odsherred fra 23. til 25. maj
Med ”Hotel Højby Sø” i Højby som udgangspunkt og med Tom Specht som guide går turen til mål i Odsherred og den tørlagte Lammefjord med smuk natur, fantastiske udsigter og spændende historiske steder så som Dragsholm Slot med frokost og rundvisning, Fårevejle Kirke, Veddinge Bakker, Odsherreds Kunstmuseum og malerfamilien Swanes ”Malergården”. På hjemturen via Aarhus er der et ophold ved Odden Kirke med Peder Willemoes grav og ved Gniben. Prisen bliver kr. 3.499,- pr. person i dobbeltværelse og med 350 kr. i tillæg for enkeltværelse.

 Heldagstur lørdag den 16. juni – Sikringsstilling Nord
Vi markerer 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig med en bustur rundt til de spor, krigen efterlod i Sønderjylland. Et af de mest markante spor er det enorme fæstningsanlæg, der blev anlagt fra Rømø til Genner Bugt som sikring mod engelsk angreb fra nord. Det meste af anlægget blev bortsprængt af dansk militær i 1922, men der er stadig mange spændende steder at opsøge. Desuden besøger vi Zeppelin Museum Tønder og et par af de mange mindesmærker over krigens faldne.

 Busrejse til Frankrig i august / september
Også for at markere 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig arbejder turudvalget ihærdigt på at arrangere en tur til verdenskrigens slagmarker i Frankrig. Der kan endnu ikke oplyses detaljer om turen, men den forventes at blive af samme omfang som turen til Gotland i 2017 og turen til Rom i 2015.

 De nærmere detaljer om de planlagte ture - mødetid, pris, tilmelding mv. - annonceres senere. Men sæt allerede nu X i kalenderen!

 

Planlagte foredrag i foråret 2018

Efterårets velbesøgte foredragsrække i tilknytning til årbogen om Historien på væggen fortsættes med yderligere to foredrag i Riddersalen på Sønderborg Slot kl. 19:30:

TOR 1 FEB – Historiemalernes billeder af Christian II
Museumsinspektør Carsten Porskrog Rasmussen fortæller om Christian II’s mærkværdige skæbne, der fra omkr. 1840 for alvor begyndte at fascinere historiemalerne, som afbildede ham som en tragisk helt. Mest berømt er Carl Blochs billede af kongen som fange på Sønderborg Slot.

TOR 8 MAR – Historiemaleriets historie
Museumsinspektør Morten la Cour fortæller om, hvordan historiemaleriet under enevælden blev regnet for den fornemste kunstgenre, som i høj grad tjente til at udsmykke kongens slotte og styrke hans ry. I 1800-tallet trådte historiemaleriet ind i den nye, mere folkelige stats tjeneste med nationale motiver til offentlige bygninger eller på historiske museer.

 

Husk at rette dine oplysninger i medlemssystemet

En af fordelene ved medlemssystemet er, at det enkelte medlem selv styrer sine oplysninger i medlemsregisteret. Men det virker altså kun, hvis medlemsregisteret rent faktisk bliver holdt ved lige! Det er dyrt i porto at sende årbogen og dobbelt så dyrt, når den skal eftersendes!
Derfor er det vigtigt, at du husker selv at rette oplysningerne, hvis du skifter f.eks. adresse, mobilnummer eller email-adresse.