Årbogen for 2024
En skole og et hjem gennem hundrede år
Gråsten Landbrugsskole 1924 - 2024
Allerede i foråret 2019 startede de første forberedelser til den bog, der nu foreligger som Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2024. En gruppe mennesker med interesse for Gråsten Landbrugsskole mødtes for at overveje muligheden for i fællesskab at udgive en bog om Gråsten Landbrugsskole i forbindelse med skolens 100 års jubilæum 1. november 2024. Det blev besluttet at bede enhedsleder, dr. phil. Carsten Porskrog Rasmussen fra Museum Sønderjylland om at skrive bogen, som økonomisk kunne realiseres ved at udkomme i to udgaver - den ene som jubilæumsbog for skolen og årsskrift for elevforeningen og den anden som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved.
Bogen er således blevet til i et samarbejde mellem Gråsten Landbrugsskole, foreningen Gråsten Elever, foreningen Kultur i Gråsten, Historisk Forening for Graasten By og Egn, Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Als og Sundeved.
Carsten Porskrog Rasmussen har skrevet bogens tekst med den historiske fremstilling. Han er specielt kyndig i landbrugshistorie og skrev doktorafhandling om sønderjyske godser i "Rentegods og hovedgårdsdrift. Godsstrukturer og godsøkonomi i hertugdømmet Slesvig 1524-1770". Men Carsten Porskrogs tekst er suppleret med indskudte erindringsglimt, der er indsamlede og redigerede af Hanne Næsborg-Andersen, Bodil Gregersen, Annette Christensen og Marianne Lorenzen fra Gråsten Lokalhistoriske Arkiv.
Bogens tekst fortæller skolens historie helt fra tiden med overvejelser og planlægning inden oprettelsen. Der bliver fortalt om skiftende undervisningstilbud og om de enkelte forstanderes indflydelse på skolens udvikling. Men skolens historie bliver også til historier om landbrugsuddannelsernes udvikling og om skiftende målsætninger for undervisningen og om landbrugserhvervets historie med skiftende driftsformer og forandrede forestillinger om erhvervets forbindelser til det omkringliggende samfund. De indskudte, korte erindringsglimt er samlede i temaer som f. eks festerne, lærerne, undervisningen og køkkenet med angivelse af, hvornår de enkelte fortællere var elever på skolen.
Teksten er overskueligt sat i to spalter med korte afsnit med kloge overskrifter til støtte for hukommelsen. Den er skrevet i det klare og ligefremme sprog, Carsten Porskrog er kendt for både som skribent og som foredragsholder. Der er ikke mange opslag i bogen uden et billede eller to. Der er fotografier helt fra den første tid og til helt aktuelle i sort-hvid og i farver. De er alt overvejende hentet på Gråsten Landbrugsskole eller fra Gråsten Lokalhistoriske Arkiv.
Årbogen slutter som sædvanligt med årsberetninger for Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og for Historisk Samfund for Als og Sundeved skrevet af henholdsvis enhedsleder dr.phil. Carsten Porskrog Rasmussen og foreningens formand Frede Tychsen, der også har skrevet forordet til bogen. Denne gang er det så aktiviteterne i 2023, som Carsten Porskrog og Frede Tychsen fortæller om.
Bogen er nummer 102 i skriftrækken "Fra Als og Sundeved", der siden 1926 har været udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved i stadigt tættere samarbejde med de skiftende organiseringer af museet på Sønderborg Slot. Forsiderne af alle 102 udgivelser i skriftrækken kan ses lige her