Den store tur til Midttyskland
Den tidligere annoncerede 6-dages bustur for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved til Midttyskland til de egne, hvor også Martin Luther færdedes, er nu ved at være planlagt ud i alle detaljer, og tilmelding til turen kan snart begynde.
Turen starter SØN 26 AUG kl. 07:30 fra Sønderborg Slot og går over Berlin, hvor der er ophold ved Frederik den Stores lystslot Sanssouci i Potsdam, hvor der bliver tid til de medbragte madpakker.
Sidst på eftermiddagen er der ankomt til hotellet i Wittenberg, hvor de tre første overnatninger findes sted.
Om mandagen er der rundture i byen med besøg bl.a. i Stadtkirche, i Schlosskirche og i Lutherhaus. Byrundturen er under ledelse af en dansktalende guide, der tidlige har været provst i Vester Sottrup.
Dagen efter er der om formiddagen besøg i Cranach Höfe - museet for malerne Lucas Cranach (både den ældre og den yngre!), hvorefter turen fortsætter til de meget flotte haveanlæg i engelsk stil ved Wörlitz mellem Wittenberg og Dessau.
Parkanlæggene ved Wörlitz er på UNESCOs liste over verdens umistelige kulturarv.
Om eftermiddagen er der bl.a. besøg i byen Torgau ved Elben, hvor de russiske og de amerikanske tropper mødtes 14 dage før den endelig afslutning af Anden Verdenskrig.
Herefter fortsætter bussen til storbyen Leipzig med næsten alt for mange spændende steder at besøge.
Dagen slutter i al gemytlighed med hyggelig vinsmagning hjemme på hotellet i Wittenberg.
Onsdag går turen videre til hotellet i Suhl i Thüringen, hvor der overnattes de sidste to nætter. Undervejs er der afstikkere til bl.a. byen Quedlingburg med mange middelalderlige byhuse, til Lutherbyen Eisleben, gennem kurbyen Bad Frankenhausen og til augustinerklosteret i Erfurt, hvor Luther boede, mens han studerede på byens universitet.
Torsdag formiddag er der besøg i Eisenach og på borgen Wartburg, som også er centale steder i Luthers liv og af betydning for den reformation, der også blev aldeles afgørende for historiens udvikling i Danmark.
Om eftermiddagen er der byvandring i den gamle kulturby Weimar med besøg på Goethe-Nationalmuseum - "Goethes Wohnhaus".
Efter lækker aftensmad på hotellet er der så øl-smagning om aftenen.
FRE 31 AUG går turen så tilbage mod Sønderborg med frokost undervejs i byen Celle, hvor der bliver mulighed for en tur rundt i byen, inden bussen fortsætter. Og ved 20-tiden slutter turen tilbage ved Sønderborg Slot.
Turen gennemføres i en komfortabel luksuslangtursbus fra Gislev Rejser, og begge hoteller er 4-stjernede.
Prisen for turen er 4.675,- kr, og den pris inkluderer halvpension med morgen- og aftensmad, dobbeltværelse på de to 4-stjernede hotellser og alle udflugter og entreer betalt. For 500,- kr i tillæg er det i begrænset omfang muligt at få et enkeltværelse.
Tilmeldingen finder sted TIR 22 MAJ i tidsrummet 10:00 til 16:00 hos Lorenz P. Christensen på 29 38 75 55 eller hos Ivan Skjoldager på 74 43 19 41.
Der er 52 pladser i bussen, og hvis der bliver flere tilmeldt, vil der blive foretaget lodtrækning om pladserne blandt samtlige tilmeldte.
Turen er kun for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved, men det er meget nemt at blive medlem. Det kan klares med et klik lige her
{flike id=190}