Danfoss på Cathrinesminde
Museumsafdelingen Cathrinesminde Teglværk har valgt at gøre den industrihistoriske udvikling omkring Danfoss til det overordnede tema for dette års virksomhed.
For en måneds tid siden blev årbogen fra støtteforeningen Cathrinesmindes Venner udsendt. Det var et flot særtryk af Sønderborg Kommunes rapport "Industrilandskabet omkring Danfoss".
Nu er sommerens særudstilling så åbnet. Den handler også om Danfoss. Udstillingen er lavet i samarbejde med Danfossmuseet og virksomnhedens eget arkiv. Udstillingen fortæller med mange lånte genstande, billeder og plancher om virksomhedens historie, om de forskellige udbygninger af fabrikken, om skiftende tiders produktion og ikke mindst om medarbejderne og om den indflydelse, virksomheden har haft på det omkringliggende samfund. Som et kuriosum kan nævnes, at udstillingens internationale sigte understreges af, at teksterne ikke bare er skrevet på dansk, tysk og enkelsk, men også på kinesisk!
Endelig har sommerens egnsspil ved Cathrinesminde Teglværk også Danfoss som emne. Årets sommerspil hedder "Jætten fra Elsmark" eller "Der er langt til Millionen". Egnsspillet, der er skrevet af Kaj Nissen og instrueret af Niels Damkjær, skildrer de første 50 år af Danfoss' historie set fra en lokal kogekones synsvinkel i sammenhæng med forholdene for egnens befolkning og for de lokale politikere. Stykket kommer langt omkring i skildringen af fabrikkens betydning for mennesker ikke blot på Als, men over det meste af landet.
Egnsspillet opføres 13., 14. og 15. juni klokken 19:30 samt 16. og 17. juni klokken 15:00. Billetprisen er 100,- kr. for voksne og 50.- kr. for børn.
Billetsalget har været i gang i nogen tid, men der skulle stadig være billetter at købe enten online på adressen www.cmt-butik.dk eller på telefon 74 44 94 74.
Læs mere om sommerens særudstilling lige her
Læs mere om egnsspillet "Jætten fra Elsmark" lige her
{flike id=199}