Vejen hjem - om danske under fremmedherredømmet fra 1864 til 1920
Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot indbyder til et spændende foredrag om dansksindede sønderjyder fra perioden 1864 til 1920
MAN 1 OKT kl. 19:30 på Sønderborg Slot.
Foredragsholderen er tidligere professor, dr. phil. Knud J.V.Jespersen, der siden 1995 har virket som kongelige ordenshistograf ved Ordenskapitlet.
Efter genforeningen i 1920 besluttede Christian X at uddele en særlig orden til de mennesker, der på den ene eller den anden måde havde medvirket til at fastholde danskheden i de områder, der efter 1864 måtte afstås til Preussen. Men ordenen blev uddelt efter ansøgning, og de mange ansøgninger findes nu i Ordenskapitlets arkiv.
Dette kildemateriale af ansøgninger har Knud J.V.Jespersen anvendt i sin seneste bog, "Vejen frem - Sønderjyske skæbner 1864-1920", som også er emnet for foredraget på Sønderborg Slot.
Blandt ansøgerne er mange krigsveteraner fra 1864, der i deres egenhåndige ansøgninger beskriver deres krigsdeltagelse og -oplevelser, men også præster, redaktører og journalister fra den dansksindede presse, høj- og friskolefolk og mange ganske almindelige mennesker er mellem ansøgerne.
Derved kan det omfattende kildemateriale fortælle tætte og autentiske historier ikke bare om dagliglivet under fremmedherredømmet, men også detaljer om de brud på dagliglivet, som f.eks. krigsdeltagelse som tysk soldat under den fransk-tyske krig i 1870-71 og under den store krig i 1914 til 18 evt. efterfulgt af krigsfangenskab langt fra hjemmet kunne medføre.
Det er et helt enestående kildemateriale til forståelse af livet under fremmedgerredømmet og dermed for de forhold, der førte til Genforeningen i 1920, der ligger til grund or bogen og for foredraget.
Bogen er endnu ikke udkommet, men skulle være tilgængelig hos landets boghandlere fra ONS 26 SEP. Den vil i almindelig boghandel komme til at koste 299,- kr. Den har 280 sider i stift omslag, og udgives på Gads Forlag.
Lær evt. mere om bogen lige her
{flike id=218}