Omvisninger på Sønderborg Slot i sommerferien

SonderborgLogoCII

I seks uger af skolernes sommerferie tilbyder Sønderborg Slot som noget nyt omvisninger hver tirsdag og hver torsdag - første gang TIR 1 JUL og sidste gang TOR 7 AUG. Der tilbydes to forskellige omvisninger på de samme dage:

Kl. 11: Sønderborg slot og dets historie: Omvisningen går gennem de bedst bevarede af slottets historiske rum: bl.a. drabantsalen, køkkenet, slotskirken og riddersalen, og der bliver fortalt om middelalderborgen, om det store hofliv på slottet i 1500-tallet, og om Christian 2.s fangenskab.

Kl. 13.30: Krigen 1864: Omvisningen omfatter den permanente udstilling om krigen med samtidige våben og den store model af Dybbøl Banke og Sønderborg, som de så ud i 1864. Omvisningen omfatter også den aktuelle særudstilling ”Mennesker i krig”, hvor der fortælles om nogle af de enkeltpersoner, udstillingen fokuserer på, og de historiemalerier, der indgår.

Der betales almindelige entré til museet, men selve omvisningerne er gratis.

På onsdage i de samme seks uger tilbydes de samme to omvisninger på tysk.