Louise Augusta af Augustenborg – en moderne prinsesse
TIR 20 JAN fortsætter foredragsrækken i Riddersalen på Sønderborg Slot i anledning af, at slottet har købt et Jens Juel maleri af hertuginde Louise Augusta.
Denne gang fortæller Lars N. Henningsen om hertugindens liv. Den navnkundige Louise Augusta blev kaldt "den lille Struensee". Hun blev født på det pragtfulde Hirschholm Slot den 7. juli 1771 og blev straks anerkendt som ægtefødt datter af Dronning Caroline Mathilde og Kong Christian 7., selv om næppe nogen var i tvivl om, at Struensee var faderen.
Kun 9 år gammel blev aftalen, at hun skulle giftes med Augustenborghertugen Frederik Christian. Deres mulige børn kunne sikre arvefølgen og holde monarkiet sammen.
I København blev den unge Louise Augusta hoffets fejrede skønhed, optaget af musik, dans, litteratur og kunst, begejstret for den franske revolution og Napoleon. Senere levedes landlivet på de kæmpestore godser Augustenborg og Gråsten.
Foredraget vil fortælle om hertugparrets strålende år i København og de senere år på slottene i Sønderjylland. Det er historien om en kvinde optaget af kunst og kultur, børn og familie, kost, sundhed og spadsereture. Storpolitik blandede hun sig også i. På flere måder synes den unge Louise Augusta i palæet i Bredgade og den modne hertuginde på Augustenborg Slot ikke at være så langt borte fra vort moderne 21. århundrede.
Foredragsholderen Lars N. Henningsen er dr. phil. og tidligere leder af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg. Foredraget finder sted kl. 19:30. Der er gratis adgang.
Der er mere at læse om Jens Juel lige her
Og der er mere at læse om Louise Augusta lige her
Endelig er der omtale af Marie Hellebergs store roman - Kærlighedsbarn - om Louise Augusta lige her
{flike id=315}