Årbogen for 2021 om "Kunstnernes Christian 2." er nu på vej
Så er årbogen for 2021 med titlen "Kunstnernes Christian 2. – Fortolkninger i billedkunst, litteratur og drama" på vej ud til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved.
FRE 12 NOV var det "Store Pakkedag", hvor bestyrelsens flittige pakkehold mødtes på Sønderborg Slot og fik styr på pakning i kuverter og sortering i stabler efter lokaliteter. Der var i år 1287 årbøger, der skulle pakkes, og det tog lige nøjagtigt to timer at få bøgerne gjort parate til afhentning af spejderne og af de lokalhistoriske foreninger, der hjælper med at få årbøgerne omdelt. Allerede samme eftermiddag blev de fleste bogstakke kørt ud til omdelergrupperne, som straks vil gå i gang med at køre ud med årbøgerne til foreningens medlemmer.
Medlemmer med adresse andre steder end på Als eller Sundeved får bøgerne sendt med PostNord, som bringer årbogen lige til døren.
... og så er der er travlhed i pakkerummet på Sønderborg Slot |
De årbøger, der af en eller anden grund ikke kan afleveres, bliver returneret til og opbevaret til afhentning i MuseumsButikken på Sønderborg Slot.
Årbogen for 2021 er en særudgave af det udstillingskatalog, der blev udgivet i forbindelse med årets særudstilling om kunstneres brug af og fortolkninger af kongeskikkelsen Christian 2. Bogen slutter som sædvanligt med årsberetninger for Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og for Historisk Samfund for Als og Sundeved. Som altid udgives årbogen i samarbejde med Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.
Årets bog udsendes godt en måned tidligere end sædvanligt for årbøgerne, Det er for at sikre, at medlemmerne kan nå at benytte årbogen i forbindelse med særudstillingen, der slutter ved ¨årsskiftet. Men årbogen har så absolut en egen langtidsværdi uafhængigt af den tidsbegrænsede særudstilling.
Medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan købe supplerende eksemplarer f.eks. til gaver til en særlig medlemspris i Museumsbutikken på Sønderborg Slot
OBS! Husk at medlemskab skal dokumenteres ved alle henvendelser i Museumsbutikken på Sønderborg Slot - enten med udskrift af den tilsendte kvittering eller med en udskrift af kontoudtog fra banken - eller ved at gemme kvitteringen på telefonen!