Foredrag om Sønderborg Kasernes historie
Historisk Samfund for Als og Sundeved indbyder til det andet af efterårets nu fire foredrag:
Sønderborg kasernes historie
Fra prøjsisk marinekaserne til kommunens foreningshus
Tidl. chef for Hærens Sergentskole, pens. oberstløjnant
Jens Peter Rasmussen fortæller
TIR 5 NOV 2024 - 19:30
Riddersalen på Sønderborg Slot
Foredraget vil føre os gennem de mange roller, som bygningerne ved Alssund har spillet siden opførelsen i 1907 og til vore dage. Kasernens historie spænder over to verdenskrige, en revolution og over flere forvandlinger fra ikke blot tysk til dansk, men også fra marine over hæren til civilt brug.
Kasernens meget forskellige epoker siden genforeningen vil blive belyst, herunder ikke mindst den store arbejdsplads` betydning for byens historiske traditioner – både mens der var soldater og efterfølgende.
Fortællingen om kampen for Sergentskolens overlevelse og den efterfølgende anvendelse af bygningerne og videreførelse af de militære traditioner hører ligeledes med til historien.
Jens Peter Rasmussen var skolechef fra 1999-2005 og gik på pension i 2014. Siden 2014 er han formand for ”Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg området” og dermed ansvarlig for fortsættelsen og udviklingen af de historiske militære traditioner i vores område.
Foredragsholderens personlige erindringer om sine år som skolechef og garnisonskommandant 1999-2005 er tidligere blevet fortalt ved et tilsvarende foredrag i 2015, så denne del vil ikke blive gentaget under det aktuelle foredrag.
Vær opmærksom på, at foredraget tidligere har været annonceret til afholdelse TIR 29 OKT!
Der er som altid gratis adgang for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved
... men husk at have kvittering for kontingentet med til dokumentation af, at du faktisk er medlem af foreningen.
For alle andre end medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved koster det 85,- kr. at deltage i arrangementet.
Dog giver Museum Sønderjyllands årskort adgang for 68,- kr.
Foredraget afholdes ikke i samarbejde med Museum Sønderjylland, så den nye mulighed for at reservere plads ved foredraget ved at "købe" en gratis billet i Museum Sønderjyllands billetsystem kan ikke bruges til dette foredrag. Det samme gælder for foredraget ONS 27 NOV om Stureslægten. Men til foredraget om Gråsten Landbrugsskole kan reservationssystemet bruges. Vejledningen i at bruge det nye reservationssystem ligger lige her .