Årbogen for 2015

 

 Sønderborgs Soldater

Kasernen i Sønderborg 1907 - 2014

 

Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2015 hedder "Sønderborgs Soldater - Kasernen i Sønderborg 1907-2014". Årbogen udgives som altid i et samarbejde mellem Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland — Sønderborg Slot. Bogen er redigeret af museets medarbejdere Carsten Porskrog Rasmussen, René Rasmussen og Axel Johnsen.

aarbog2015

"I mere end hundrede år har Sønderborg Kasernes markante røde bygninger ikke bare været ét af byens vartegn, men også en vigtig forbindelse mellem byen og verden."

Således indleder de tre redaktører bogens forord, hvori de hurtigt opridser historien om de "markante røde bygningers" forskellige formål og anvendelser gennem de mere end 100 år indtil lukningen af Sergentskolen i foråret 2014.

Museumsinspektør René Rasmussen er forfatter til bogens første artikel - "Marinestation og skibsartilleriskole 1907-1918" - om opførelsen af bygningerne og om den første anvendelse som et led i det tyske kejserriges drømme om global indflydelse ved hjælp af en flåde i stil med den brittiske.

Hvad der er myte og hvad der er virkelighed i forbindelse med Als' selvstændighed under præsident Topff beskriver museumsinspektør Axel Johnsen i artiklen "Her regerede Topff! - Kejserrigets undergang set fra marineskolen i Sønderborg".

Pensioneret overlæge Andreas Johannsen fra Museet - Sønderborg Sygehus fortæller i artiklen "Krigsinvalideskolen i Sønderborg 1920-1925" om, hvordan kasernebygningerne også blev anvendt til at hjælpe ofre fra Første Verdenskrig til en tåleligere tilværelse.

Bogens absolut længste og mest omfattende artikel er skrevet af museumsinspektør ved Tøjhusmuseet Jens Ole Christensen, der kort og godt har kaldt artiklen "Sønderborg garnison 1920-2014". Her får vi historierne om de forskellige uddannelser af først rekrutter og snart efter også af befalingsmænd og senest af alle landets sergenter. Her er spændende detaljer og oplysninger, der sikkert vil vække minder hos mange læsere.

To af museets nyligt afgåede medarbejdere har hver bidraget med en artikel om et af deres særlige forskningsfelter.

Fhv. overinspektør Peter Dragsbo skriver i artiklen "Tysk marinearkitektur 1904 - Sønderborg Kasernes arkitektur mellem nationalromantik og moderne" bl.a. om valg af arkitekt til byggeriet og om de signaler, det store byggeri skulle sende.

I artiklen "Sønderborg Kaserne og erindringskulturen" fortæller fhv. museumsinspektør Inge Adriansen om de mindehøjtideligheder, der er og har været knyttet til kasernen og hvorledes skolernes ledere og medarbejdere har varetaget de militære traditioner på Als og Sundeved.

Og endelig en af redaktionens rigtigt gode ideer! En lang række personer med tilknytning til kasernen enten som ansatte eller som elever på skolerne har ladet sig interviewe til bogen om deres erindringer om opholdet i Sønderborg. Disse personlige erindringer er så klippet fra hinanden i mindre stykker efter emner, der så igen er samlede under fælles overskrifter. Der er erindringsglimt om værnepligt i Sønderborg i 1941, om ledelse, om undervisning, om dannelse, om mekanikere og kørere, om fritid, om byen, om eksamen og om breve hjem i 1963.

Disse erindringsgrupper er samlede over et par sider til hvert emne og anbragt rundt om i bogen, hvor de kunne passe naturligt ind. Det giver en afvekslende og anderledes læseoplevelse.

Årbogen slutter med udførlige årsberetninger om året 2014 fra Historisk Samfund for Als og Sundeved og fra Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.

Bogen er på 170 sider med teksten læsevenligt sat i to spalter med brede maginer til bl.a. billedtekster til de mange illustrationer. Det er lykkedes redaktørerne at finde rigtigt mange samtidige fotografier fra hele kasernens historie. Der er ikke et opslag i bogen uden en illustration og på mange opslag er de flere billeder i sort/hvid eller farver.

Bogen koster kun 199,- kr. i boghandelen, men medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved  kan købe yderligere eksemplarer af bogen til f.eks. gaver og foræringer i museumsbutikken på Sønderborg Slot til en særpris på 160,- kr.

Bogen kan også bestilles lige her link

 {flike id=341}