Årbogen for 2019 om Sønderjylland mellem dansk og tysk er nu på vej
Nu skulle den flotte årbog for 2019 med titlen "Sønderjylland mellem dansk og tysk fra 1848 til i dag" gerne være ude hos alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved - ellers vil den forhåbentligt være det inden længe.
Som tidligere meddelt med brev eller mail til alle medlemmer blev årbogen for 2019 beklageligvis en del forsinket i forhold til sædvanen fra de foregående år. Men heldigvis nåede bøgerne lige frem til den festlige åbning af den nye, store permanente udstilling på Sønderborg Slot "100 år med Danmark - Sønderjylland siden Genforeningen". Udstillingsåbningen, der blev foretaget af H.K.H. Prinsesse Benedikte, skete FRE 17 JAN.
Og allerede MAN 20 JAN var det så "Store Pakkedag", hvor bestyrelsens flittige pakkehold mødtes på Sønderborg Slot og fik styr på pakning i kuverter og sortering i stabler efter lokaliteter. Der var i år 1377 årbøger, der skulle pakkes, og det tog mindre end to timer at få bøgerne gjort parate til afhentning af de spejdergrupper og lokalhistoriske foreninger, der hjælper med at få årbøgerne omdelt. Allerede samme dag blev de første bogstakke kørt ud til omdelergrupperne, som straks kunne gå i gang med at køre ud med årbøgerne til foreningens medlemmer.
De årbøger, der af en eller anden grund ikke har kunnet afleveres, bliver returneret til og opbevaret til afhentning i MuseumsButikken på Sønderborg Slot.
Medlemmer med adresse andre steder end på Als eller Sundeved får bøgerne sendt med PostNord, som fra Borgen i Sønderborg sendte bøgerne til Fredericia og derfra videre til resten af landet. De bliver også bragt lige til døren.
Som altid udgives årbogen i samarbejde med Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot. Men i år udkommer bogen i flere udgaver. En særudgave i stift bind og med de sædvanlige beretninger bagerst i bogen er lavet specielt som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved.
Årbogen for 2019 er skrevet af Carsten Porskrog Rasmussen. Den er ment som et katalog til ikke bare den allernyeste, netop åbnede udstilling om tiden siden Genforeningen, men til alle de nyopsatte udstillinger siden 2011. Disse udstillinger er fordelt på godt en halv snes af slottets rum og fortæller tilsammen historierne om tiden i Sønderjylland fra Treårskrigen til nutiden.
Bogen er disponeret med et afsnit til hvert af de 11 særudstillinger med en indledning, som incl. billeder fylder 4-6 sider, om den pågældende periode. Herefter følger så 12-16 sider med billeder og uddybende fortællinger om en række udvalgte udstillingsgenstande fra det pågældende udstillingsafsnit. Den gennemillustrerede bog er således meget anvendelig både til at forberede et museumsbesøg og til efter museumsbesøget at genopfriske oplevelserne i udstillingerne.
Bogen slutter som altid med årsberetninger for Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og for Historisk Samfund for Als og Sundeved.
Medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved kan købe supplerende eksemplarer f.eks. til gaver til en særlig medlemspris på 95,- kr. i Museumsbutikken på Sønderborg Slot eller på hsaos.dk lige her