Augustenborgernes betydning på Als og Sundeved
Det tredje og sidste foredrag i rækken om Louise Augusta af Augustenborg finder sted TIR 27 JAN kl. 19:30 i Riddersalen på Sønderborg Slot. Her fortæller overinspektør Carsten Porskrog Rasmussen om hertugslægten på Augustenborg og om dens rolle på Als og Sundeved gennem århundrederne.
Det begyndte med en yngre søn af hertugen på Sønderborg, som giftede sig med en kusine fra Glücksborg, rykkede ind i et hus på Perlegade i Sønderborg og fik anlagt en lille herregård, som han kaldte Augustenborg efter konen. De næste tre hertuger giftede sig rigt, og gradvis kunne godserne udvides. 1725 købte hertugslægten Gråsten, og 1764 fik den en hel række godser på Sydals som erstatning for en arveret til hertugdømmerne Pløn og Glücksborg. Nu var der penge, og den gamle bindingsværksherregård i Augustenborg kunne erstattes af et vældigt slot.
Gennem det meste af det næste århundrede var Augustenborgerne herrer over en stor del af egen omkring Sønderborg. Slottet var centrum for et hofliv, men også hundredvis af bønder og husmænd var Augustenborgernes fæstere. Hertugfamilien var højt respekteret og tæt forbundet med kongehuset. Det endte imidlertid med et brag, fordi hertugen sluttede sig til slesvig-holstenerne i 1848.
I 1852 blev han tvunget til at sælge sine godser og flytte til det østlige Tyskland. Hertugfamilien fik dog igen en tilknytning til egnen, da familien kort efter 1864 købte Gråsten. Men 1920 blev slægten igen tvunget til at sælge de sønderjyske slotte og godser.
Foredraget fortæller denne fantastiske historie om, hvordan en sidegren til en sidegren af kongehuset gradvis steg i magt og rigdom og så satte det hele overstyr. Det handler også om, hvilken position slægten havde på egnen, og om forholdet til lokalbefolkningen.
Der er gratis adgang.
Læs mere om augustenborgerne i Grænseforeningens Leksikon lige her
{flike id=316}